Der findes mange natur-love!
Og en af dem er helt sikkert: At det gerne skal være lidt voldsomt – andre mener måske endda skidt vejr – når Laplandsgruppen skal på tur.
Februar-turen i søndags, den 17 FEB var ingen undtagelse!
Lunt og høj sol lørdag og mandag – søndag: kuling og overskyet!
MajBritt og Michael stod for turen, og i indkaldelsen var vi blevet bedt om at møde kl. 10 ved Hammers Hus P-plads.
9 voksne – 2 børn og en enkelt bornholmsk gårdhund var på pletten, og efter en kort
hej og halløj gik det i rask trav ind på Slotslyngens krogede stier.
Inde i skoven var der lunt og læ, og selvom det var svært at få øje på det forhåbentlig snarlige forår, var der alligevel dejlige udsigter over små skovsøer med tynd is på og smuk vinterkold natur.
Snart nåede vi granitbruddet ved Stenbrudsmuseet og derefter de fine stenhuggerarbejder ved selve Museet. Derefter gik vi mod bilerne igen til turens store overraskelse.
Michael havde i indbydelsen spøgt med en patruljehytte i området, og sandelig om ikke han havde fundet en dejlig bålhytte nede ved Hammersøen.
Her stødte Steen + 2 hunde i øvrigt til selskabet.
Snart fik vi blus på bålet, og så var der et traktement uden lige:
varm tomatsuppe, kogt på rådyr + brød – med smuk udsigt over Hammersøen og så i gode vandrer-venners selskab!
Så! Lad andre sidde bag hus og tag og samle skimmel og støv, vi følger stormen i sus og jeg, til skovs blandt hvirvlende løv! for er vi spejdere eller ej!?
Vandrer-turen i marts forventes at blive den 16. marts med Marianne og Henrik som
turlæggere – men følg med på hjemmesiden!
20.02.08 Hanne