Troppen på Færøerne: Dag 4 og Dag 5 – Suðuroy

Dag 4: Tirsdag 30/6
Spejderne kommer kl. 11.30 tilbage fra HoHo. Det har været en rigtig god oplevelse at bo hos en færøsk familie.

Vi går i samlet trop ned til den store færge, der skal sejle os til Suðuroy. Efter en stille og rolig sejltur, ankommer vi til Suðuroy, hvor vi kører med bussen til Vágur. Her venter Anna på os og viser os vej op, op, op, op, op til spejderhuset, hvor vi skal overnatte. Spejderhuset ligger på det smukkest tænkelige sted med udsigt til by, fjord og fjelde.

Det bliver til mange ture op og ned ad alle trapperne, når vi skal proviantere og ud at vandre. Man forstår godt at der er installeret elevator et stykke op i fjeldet til gangbesværede.

Efter aftensmad er vi ude og gå en tur til kysten i silende regn og blæst. Vi proviantere SISU og snold. Tilbage i hytten, hygger vi med varulvespil, hvor vi lyncher hinanden på stribe! Tropshygge når det et bedst!(Teksten fortsætter efter billederne)


Dag 5: Onsdag 1/7
Troppen står tidligt op, ad sti afsted! Vi skal på vandretur i fjeldet. Det går opad, helt op i skyerne! Først går vi ad en smal vej, til vi kommer op i selve fjeldet. Her følger vi varderne, skyerne hænger så lavt at vi kun kan se en varde frem ad gangen.

Men pludselig klarer det helt op. Solen skinner og vi har den fantastiske udsigt til fjeldene over og under os. Det er så smukt! På toppen laver vi Oste-Porre suppe på trangia i vores sjak. Vi kan drikke vandet heroppe.

Udhvilede og mætte begiver vi os ned igen. Vi havde tørvejr på hele turen. Få minutter efter vi er tilbage i Spejderhuset, står regnen ned i stænger!