Troppen på Færøerne: Dag 3 – HoHo (Home Hospitality)

Dag 3: Mandag 29/6
Lederne har lejet en bil hos Avis for en dag og kører fra Tórshavn op over fjeldet til Kaldbaksfjørður. Der er meget tåget heroppe. Derfor har man lavet tunnel gennem fjeldet, så trafikken ikke sinkes af tåge, lavtliggende skyer og om vinteren sne. Men vi kører altså op over fjeldet til Kollafjørður og op langs Sundini, det største sund på Færøerne, mod Hvalvik. Her drejede vi til venstre og kørte langs ” Buttercup routes” til Saksun. Her er der en enestående udsigt over fjeld og fjord, som bliver tørlagt ved ebbe.

Vi kørte tilbage over broen mellem øerne Streymoy og Eysturoy. Så kørte vi op langs Sundini til Eiði. Her spiste vi frokost. Derefter gik turen til Færøernes højeste fjeld Slættaratindur på 882 m.o.h.(teksten fortsætter efter billerne)


Vi kørte via den undersøiske tunnel fra Eysturoy til Borðoy. Her kom vi til Klaksvik, som er den næststørste by på Færøerne. Turen gik videre igennem de to ældste tunneller, som er ensporede med forkørselsret fra vest! Der er ikke noget lys inde i tunneller og med lidt afstand er der små “lommer” som modkørende trafik venter i. Det var lidt af en oplevelse! Godt kørt, Ruben!

Dernæst forlod vi Borðoy via broen til Viðoy, Færøernes nordligst beliggende ø. Her holdt vi kaffepause i Viðareiði, inden turen gik direkte tilbage til Torshavn.
Os ledere sov i spejderhytten og her mødtes vi med lederne fra vores venskabsgruppe. De havde taget tørret fisk, tørret grindekød og grindespæk med for at vi kunne smage det. Ebbe spiste det med velbehag, Ruben og Anemone smagte på det, Bitten ??? No go!
Menuen bestod heldigvis også af ovnstegt laks, kartofler og bearnaise.(teksten fortsætter efter billerne)


Efter middagen var vi på sightseeing i Tórshavn. En meget smuk og dejlig by. Den gamle bydel er meget charmerende med sine gamle træhuse med græs på taget. Nede ved havnen mødte vi byens seje og stærke piger fra sejlerklubben. De roer i store færøske træbåde. Færøerne ligger så langt mod nord, at det ikke bliver mørkt om natten om sommer. Solen gik ned kl. 23.30 og stod op igen 4 timer senere. I mellemtiden er det ”Borgerligt tusmørke” eller en slags skumring.

Vi kørte et lille stykke ud af Tórshavn, op i fjeldet, hvor Hjørdis og Bogi viste os deres nye spejderhytte, som spejderne selv bygger med Bogi som den bærende kraft.
De lejer grunden af kommunen og giver 500 kr. for den om året.

Herefter kørte vi til Kirkjubøur. Den smukke, maleriske bygd var bispesæde i middelalderen. Den ligger helt ned til fjorden med udsigt til øen Hestur. I Kirkjubøur ligger den smukke kongsbondegård, der i 18 generationer har været beboet af familien Patursson. Far Patursson og hans søn er ved at få den lille kalv i stald for natten.
Vi er tilbage i Torshavn omkring kl. 0.30.