Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var tændt godt op i stenovnen ved Lyngstauan. Det er efterhånden blevet en tradition, at familiespejderne en gang om året låner Else fra ulvene til at stå for pizzadagen. Og i år var ingen undtagelse.
Else mødte frem med toppings i alle afskygninger, pizzaost og hjemmelavet dej. Og skønt smagte de nybagte, varme og sprøde pizzaer.
Herligt med en stenovn, der kun kræver en smule brænde, når man får så skøn en mad ud af det. Undervejs blev der også tid til leg og jagt på foråret. Et af de sikre tegn på, at nu starter sommeren, varmen tager til, og livet får fylde, er de mange stålorme, vi altid kan finde på området. Og i dag fandt vi årets første af slagsen.
Tak til alle de deltagende børn og deres familier, og ikke mindst, en kæmpestor tak til Else for endnu engang at finde plads i kalenderen til en ren hyggedag i familiespejds ånd og tradition.