BlåGrøn Weekend på Rømeregård midt i maj bød i den grad på både strabadser, nydelse, god mad, for lidt søvn (men på den gode måde) og et noget blandet vejr, men det betød selvfølgelig ikke noget for kreativiteten eller humøret hos hverken Juniorer eller Trop.
Nogle af turens bundne opgaver var bygning af en sauna og tilberedning af en lækker treretters menu til lørdag aften. Saunaerne hos både Juniorer og Trop blev en stor succes – både ret byggeteknisk og nydelsesmæssigt. Juniorerne lavede en selvstændig sauna, mens Troppen valgte at kombinere køkkenbord, spisebord, bænke, flagstang, stumtjener og sauna i et bygningsværk.
Lørdag aftens luksusmiddag bestod af fyldt torsk tilberedt i bålet i våde aviser, pizza bagt i ovne, der blev gravet ind i skrænterne bag lejrpladsen, samt bålbagte kardemommepandekager med is. Lejren havde en smagsdommerpatrulje, der lige fik lov til at nippe til maden. Resten klarede spejderne selv at fortære – alle fiskeben var suttet rene, hver en krumme pizza forsvandt, og alle tallerkener blev slikket rene efter pandekagerne.
At lørdag eftermiddag så blev så våd, at man kunne spekulere over, om det var torsk eller mennesker, der var i deres rette element, gjorde ikke så meget.