Efter grundig forberedelse drog 17 spejdere fra Troppen mod Lapland sammen 40 andre fra 1. Rønne Trop & Flok. Mange forældre og søskende var mødt talstærkt frem og gav spejderne en varm afsked. Alle var meget spændte på hvad der nu ventede i det forjættede land mod Nord. For spejdere fra Troppen var der tale om 10 dage med fysiske udfordringer i en ny dimension.
Vandreturen skulle starte i Nikkaluokta. Foran lå først en fantastisk rejse med færge, tog og bus, 2.000 km igennem det smukke Sverige. Efter 26 timers rejse var vi fremme i Kiruna, hvor vi hoppede af toget. Herfra skulle vi med bus til Nikkaluokta, hvor vi var fremme kl. 12.00. Efter at have spist den sidste medbragte mad gik turen mod Ladtjojaure, hvor vi sejlede et stykke ind i fjeldet mod Kebnekaise. I Ladtjojaure er der mulighed for noget så unikt som en renburger på restaurant Lap Dånalds!
Vi var fremme ved Kebnekaise Fjeldstation den 3. juli lige inden det begyndte at regne kraftigt. Maden bestod fra nu af frysetørret mad, og aftensmaden denne aften blev indtaget i fælleskøkkenet på fjeldstationen. Vi slog lejr ½ km fra fjeldstationen i vores medbragte fjeldtelte.
Oprindeligt var det meningen at vi den 4. juli skulle have besteget Kebnekaises Sydtop, men med udsigt til dårligt vejr og torden ud på eftermiddagen, valgte vi at gå videre mod Singi. På den måde ville vi også have en ekstra dag undervejs til Abisko, og vi havde allerede set muligheden for at dele turen på 24 km fra Singi til Tjäkta op i 2 dage i stedet. Det var selvfølgelig ærgerligt at skulle gå glip af Sydtoppen, men der var stor opbakning fra spejderne til denne beslutning.
Turen fra Kebnekaise Fjeldstation til Singi var 14 km, hvilket bød på dejligt vejr det meste af dagen. Lige inden Singi fik vi os dog en forsmag på, hvordan det er, når det regner i Lapland. Ud af stort set ingen ting væltede det ned i en times tid. Jakob og Tobias opdagede til alles rædsel, at de havde glemt deres skaljakker (regnjakker) tilbage ved Kebnekaise Fjeldstation. Vi var fremme ved Singi Fjeldhytte ved 5-tiden, hvor teltene blev slået op lidt spredt over området ved floden.
Singi var nok det sted på turen hvor der var aller flest myg, og alle fik afprøvet deres medbragte myggenet.