Der har i weekenden den 7. – 9. september 2012 været afholdt Sct. Georgsgildets Spejderløb 2012 på Bornholm.
Spejderløbet blev i år afviklet i Sdr. Byskov i Aakirkeby og havde deltagere med fra alle spejderkorps og fra hele Bornholm. I alt deltog ca. 60 spejdere fordelt på 13 patruljer. Det største antal deltagere i mange år.
NaturBornholm indgik som et tema i en spændende og udfordrende konkurrence i spejdersport.
Efter 2 spændende og udfordrende døgn i pragtfuldt vejr blev weekendens vindere fundet.
Bedste juniorpatrulje var De Blå Tigere fra DDS 1. Rønne Trop og Flok og dermed vinderne af vandreskjold for Juniorspejdere.
Bedste patrulje blev for 2. år i træk Odderne fra DDS 1. Rønne Trop og Flok foran Draeber-goblerne fra DDS Hammerhus. På 3. pladsen kom Brombasserne fra De Grønne Pigespejdere.
Som bedste patrulje fik Odderne en flot sølvplade til standeren og æren af det næste år at være indehavere af en 50-årig æresstander. Odderne bestod i weekenden af: Lucas, Lærke, Asta og Valdemar.
Bedste Trop blev for 5. år i træk: DDS 1. Rønne Trop og Flok, som dermed har slået ny rekord ved at være de første der vinder 5 år i træk. Det store og flotte vandreskjold har fået sin faste plads i hytten i Kanondalen. Endeligt fik 1. Rønne Trop og Flok en flot sølvplade til Tropsstanderen.
Vinderne blev fundet efter en række meget spændende discipliner: Stjerneløb på NaturBornholm, Madkonkurrence og natløb. Alle spejderne var godt trætte.
Som noget nyt i forbindelse med Spejderløbet blev der søndag uddelt 3 påskønnelser fra De Små Glæders Fond: KaosKalkunerne fra DDS 1. Rønne Trop og Flok fik kr. 450 til hjælp til tryk på patruljetrøjer, DDS Hammershus fik kr. 1.500 til hjælp til indkøb af trangiaer m.v. og Klan Luftens Helte fra KFUM Klemensker fik kr. 1.200 i hjælp til transport til Spejdernes Lejr 2012.
Gildemester Inger Fornitz fra 1. Sct. GeorgsGilde på Bornholm stod for uddelingen.
På vegne af spejderne en stor tak til arrangørerne fra Sct. Georgs Gildet 1. Bornholm, Rønne og Klan Luftens Helte fra KFUM Klemensker for en fantastisk weekend og De Grå Ulve for et udfordrende natløb.