Gruppestyrelsen havde indstillet den tidligere Formand Henrik Holo Olsen til DDS’ hædersbevisning og dette blev overrakt på Gruppens 100 års fest.
Gruppens nuværende formand begrundede indstillingen:
“Henrik Holo Olsen startede som forældrerepræsentant i Gruppestyrelsen i 1996.
I 2001 bliver han valgt som formand, et job han bestrider i tre år. Gruppen mangler i 2004 en kvalificeret kasserer, og han påtager sig dette job, da vi har et nyt emne som formand.
I 2006 afgår denne formand, og han bliver valgt som formand igen, en post han sidder på indtil februar 2011. Den anden periode som formand var meget krævende: Rønne Gruppe voksede til vores nuværende medlemstal på over 100, begge vores hytter gennemgik store renoveringer, og undervejs havde gruppen ikke mindre end tre kassererskift. Heldigvis har vi haft Ham! Han har med sit aldrig svigtende over blik og gode humør styret Gruppens overordnede rammer, været byggeleder – og mere end en gang måttet hanke op i et regnskab og få det på ret køl igen.
Ved Grupperådet i 2011 afgik han fra formandsposten, da han havde sikret sig, at en værdig afløser kunne vælges. Og han er nu tilbage på sin kassererpost.
Det er ikke kun i Rønne Gruppe, han har ydet en indsats. Med sin baggrund som sygeplejerske har han været fast ansat på Blå Sommer, lejre han altid omtaler med megen glæde.
Han er som person yderst venlig overfor alle, altid klar til at lytte, hjælpsom ud over det almindelige, præcis og punktlig og ikke mindst en god kammerat.
Med denne indstilling vil vi i Rønne Gruppe hædre et gruppemedlem gennem 15 år, der har gjort en forskel og ydet en indsats for spejderbevægelsen – og især for Rønne Gruppe.
Henrik Holo Olsen, kom herop og modtag den hædersbevisning du så redeligt har fortjent for dit store engagement og virke for Rønne Gruppe.”