Rønne Gruppe har som noget nyt afholdt Leder Event 2010.
13 ud af 18 ledere mødte lørdag morgen den 13 NOV ved Havkajak Bornholm i Årsdale, hvor Jens Jørgensen og hans kone Cecilie introducerede lederne i kunsten at arbejde i træ.
Opgaven lød på at lave en dåse / krukke / beholder i frisk birketræ – og der blev gået til den.
Efter et par timer dukkede de første vabler op i hænderne, og derefter var det et smukt syn med plastrede vabler på så godt som alle hænder. Der var dog ledere, der var mere hårdhudede!
Klokken 14 var alle i mål! Dåsen var hulet ud af en frisk træstamme og forsynet med en bund af tørt træ. Nu går 13 spændte Rønne-ledere og venter på, at det friske træ tørrer ind, og bøtten bliver tæt!
Efter kurset hos Træmand Jens fortsatte lederne til Busters sommerhus på Balka, hvor der blev afholdt et mere ordinært ledermøde.
Vi håber, at Leder Event med tiden kan udvikle sig til et spændende og lærerigt lederarrangement, der kan give “Lederpatruljen” gode udfordringer og oplevelser – naturligvis til gavn og glæde for alle Rønne Gruppes spejdere.