Ulve-flokken med på Spejdermarchen

Fredag klokken 15 samledes 165 spejdere ved friluftsscenen på Galløkken.

Fra Ulveflokken var vi 20 – Juniorerne ligeså mange – og Troppen mødte med 11, så Rønne Gruppe var flot repræsenteret med næsten 1/3 af de fremmødte.

Efter en kort instruktion, gik vi med tre faner i spidsen gennem Rønne by og ud til Sejersgård, hvor fanerne blev pakket sammen.

Hurtigt var der stor spredning på flokken, vi har jo ikke lige lange ben alle sammen!


Ulveflokken arbejdede sig støt og roligt afsted, ingen slinger i valsen – der blev gået til, og lige før klokken 17 kom vi til broen ved Skovly! Det var der set hen til, for her stod Else med massevis af friskpoppede popcorn til alle mand. Der blev også tid til en bid brød og vand.

Nu blev det lidt mere sejt – mange små fødder (og såmænd også store) var trætte, men lidt før klokken 18 kom alle mand i mål ved Hasle Fælled.

Her stod de stolte forældre og ventede – der blev uddelt diplomer – Else var klar med flødeboller – og så gik det hjemad til mad og Disney Show.

Juniorerne stoppede også i Hasle.
De skal gå 10 km alle tre dage, så de var tidligt oppe lørdag morgen for at starte i Sandkås.

Troppen så vi ikke efter Sejersgård – de var langt foran os, men de fleste satser også stærkt på at gå alle 105 km.