I forbindelse med fejringen af Spejderhyttens 60 årsdag modtog Erling Foss DDS Hæderstegn.
Gruppestyrelsen for RØNNE GRUPPE havde indstillet Erling Foss, tidligere Spejder i Gruppen, Ulveleder, Gruppestyrelsesformand og Hytteudvalgsformand til Det danske Spejderkorps hæderstegn med bl.a følgende begrundelse:
Erling har i flere omgange været primus motor i større ombygninger/renoveringer af vores hytter, og det er altid ham – og hans kone Inge Birthe – der kan få folk samlet sammen til malerarbejde, græsslåning, fernisering af gulve m.v.
Det er ikke kun på gruppens arbejdsdage, Erling + kone træffes hytterne, men mangen en formiddag har de lige et gøremål, en stor/lille ting, der lige skal ordnes, til stor glæde for os andre i Rønne Gruppe.
Erling er nemlig en handlingens mand. Han handler hellere selv end at skulle gå en besværlig vej med mange møder og diskussioner, men samtidig har han også et stort øje for, at alle er med, har det godt og bliver hørt. Erling er meget opmærksom på det sociale samværs betydning for helheden.
Erling fik overrakt hæderstegnet samt en gave fra RØNNE GRUPPE, og Inge Birthe fik en stor buket blå-gule blomster af Stine fra Klanen og lille Johannes fra Familiespejd.