Alting har sin tid
Juletræsudvalget havde møde onsdag den 17. oktober 2018. På mødet kom vi frem til, at vi stopper med at sælge juletræer i 1. Rønne Trop & Flok.
Vi har solgt juletræer i rigtig mange år – først for Rønne Handelsstandsforening og siden som vores eget arrangement.
Vi må nu erkende, at tiden er løbet fra vores salg af flere grunde:
- Vi har stadig mange spejdere – og halvdyre sommerlejre – men børn og forældre er ikke helt så ivrige efter at tjene point og spare penge, længere.
- De sidste par år – og slet ikke i 2017 – havde træerne ikke den standard, som vi har bestilt og betalt for! Med den fantastisk sommer, vi har haft i år, er situationen sikkert ikke bedret.
- Sidst – men ikke mindst – så er vi blevet udkonkurreret af mange salgssteder i Rønne og omegn, hvor man kan købe billige træer. Der er ikke så mange gamle damer og folk med fine biler mere i Rønne mere, så vores service med udbringning kan ikke forsvare vores højere priser.
Mette, Anna Kristina og jeg besluttede så i går, at opgaven “at sælge halvdårlige juletræer til en bondegård” ikke er umagen værd – selvom vi ikke er blinde for den sociale faktor og kontakten til spejderforældrene.
Hvad så med økonomien?
Der vil stadigvæk være mulighed for spejdere at tjene point til sommerlejren.
Vi sælger stadig vores lodsedler en gang om året og her er der stadig mulighed for at tjene gode penge til Gruppen og point til sommerlejre
Strandsrensninger ved vi aldrig helt, om det kommer. BRK har truet med droppe det i mange år – men vi tager det, når det kommer.
Vores økonomi er på ingen måde bekymrende – Vi har jo i mange år holdt kontingentet i ro. Vi kikker til stadighed efter sparemuligheder omkring energiforbrug i hytten. Men, det vil helt sikkert give større egenbetaling til sommerlejre og ture.
Alt har sin tid -Spejderarbejdet er i stadig udvikling og spændende, og det er nu engang det vigtigste.