Lapgruppens August-tur langs Øle-å

Lapgruppens tur søndag den 30. August 2015, startede ved Østermarie skydebane og gik ca. 3 km ned langs åen og tilbage. Turen bød på usædvanlige oplevelser med skildpadder og kantareller. Og nogle steder i åen så det ud som om der var installeret højvandslukker og flere af grantræerne langs åen var ringede. Det store samtale emne på turen var, hvorfor?

“Øle Å er Bornholms længste og mest vandrige” (denstoredanske.dk)


VILLUM FONDEN har bevilliget 5 mio. kr. til et stort naturgenopretningsprojekt på Bornholm.

Projektet omfatter en restaurering af de øverste 3.5 km af Øle Å, der på denne strækning løber gennem tæt granskov. Granskoven skal gradvist fjernes for at give plads til udvikling af den naturlige vegetation, biologiske mangfoldighed samt landskabelig skønhed.

Målet er at genskabe den naturlige vandføring i åen, som i tørkeperioder nu næsten helt tørrer ud. Desuden tilstræbes en forbedret vandkvalitet samt et rigere plante- og dyreliv i og omkring åen. Projektet sigter også mod at øge de naturmæssige og landskabelige oplevelser for lokalbefolkningen og øens turister, som færdes langs åen.