Reglerne for de seje – men uofficielle – Spejdermærker

På opfordring og efter flere forespørgsler skal vi redegøre for reglerne for nogle seje, men uofficielle spejdermærker.

Mærkerne er tilsyneladende opfundet af 1. Glostrup:

SHORTY-MÆRKET:

For at erhverve dig et SHORTY mærke, skal du gå i korte bukser i et helt år ! TIL ALLE SPEJDER ARRANGEMENTER ! Alle møder og alle ture !

Du må godt have “lange underbukser” på indenunder, blot de kun går til “over knæene”. Ligeledes må du bære regnbukser i samme længde. Desuden må du have lange strømper på, som må gå til “under knæene”. Du må også godt have gamacher på. Om du i stedet bærer kilt, nederdel eller kjole, må du selv om.

Du kan ikke tage et VIKING mærke samtidig med SHORTY mærket.

VIKING-MÆRKET:

Reglerne er det samme som til SHORTY Mærket !

DOG skal du have korte bukser på i et helt år ALTID ! Også til konfirmationer, bryllupper o.s.v.

Du kan ikke tage et SHORTY mærke samtidig med VIKING mærket.

SNORKY-MÆRKET:

For at tage SNORKY Mærket skal man sove udenfor i telt i et år. Helt præcist 365 dage ud af 400 !

SNORKY mærket tages ved at sove i telt. Du kan undtagelsesvis på en spejderlejr sove i bivuak eller shelter.

Du kan ikke tage et SNORKY mærke samtidig med SHELTY mærket.

ANDRE MÆRKER:

Der er også opfundet andre mærke uofficielle mærker, herunder SHELTY og BIKY, men det er ikke mærker der p.t. er mulighed for at tage i 1. Rønne Trop & Flok.

Ønsker du at tage SHORTY, VIKING eller SNORKY (samt andre mærker) i regi af 1. Rønne Trop & Flok skal det ALTID aftales forud med TL!

Der arbejdes i nogle patruljer p.t. med en idé om sove/være i sovepose i 24 timer i træk. Der er endnu ikke noget aftalt, og derfor ikke noget mærke.


Dette billede er blot med fordi webmaster synes at Shorty er sej.