Rent Pirateri


Lørdag 20. september klokken 14 mødtes 8 forventningsfuld børn fra familiespejd ved flagstangen foran Lyngstauan. Der var sat weekend på programmet, med mulighed for at sove i telt eller i hytten. En enkelt familie havde på forhånd valgt hytten, mens hele fire telte blev slået op på området.

Temaet for weekenden var rent pirateri med udgangspunkt i historien om Kaptajn Klo og Peter Pan.

Først blev pladsen omdøbt til PiratPladsen, dernæst måtte vi jo lige markere vores indtog som vilde pirater i området, så Skull and Bones strøg til tops i den højeste rig.

Der blev knoklet med at få gjort sovestedet klar, sådan at man var klar til at hoppe i køjen, så snart trætheden overmandede det gode pirathjerte. Alle gav en hånd med, og inden længe stod både lastrum, kabys og lejren klar.

Vi var klar, parat, pirat! Skumsværd og klap for øjet hører sig til, når der rigtigt skal pirateries, så med hjælp fra opklippede liggeunderlag, gaffatape, karton og lidt elastik, var alle beredt til kamp!

Pludselig genlyder en uhyggelig historie ud over området, en gammel skrøne om et skibs forlis ved Bornholm, et skib fyldt med pirater – børnene krøb tæt sammen og knugede deres skumsværd ind til sig, mens klappen blev skudt for øjet! mentalt gik alle i højeste gear, og da nyheden om et kors i området skulle markere en falden pirats grav, var det bare komme i gang med at lede! O´høj, korset er fundet! og under korset en kiste fuld af guld (og chokolade) sammen med et mærkeligt brev, svøbt i underlig skrift og lange snore med laksegl.

Vi havde fundet Kaptajn Klo´s logbog – skrevet dengang, han under sin jagt på Peter Pan stødte på Bornholm, og måtte søge tilflugt med sin besætning i en lille lysning i skoven langt fra vandet, for at slippe for en væmmelig krokodille, der tikkende fulgte deres skib. Men de havde mistet en pirat, messemanden, ham, der sørgede for mad, var forsvundet, hans grej og mad var spredt i området, og familiespejderne fik nu til opgave at finde det hele.

Gryder, hér, knive dér – en potte, en bøtte og grydeskeer, og endelig også masser af mad – efter næsten en time på skatte-jagt i området var alle klar til at tilberede dagens menu, Piratgryde alá svensk pølseret!.

Efter maden var der fælles opvask, legetid og så var der ellers dømt hygge i den begyndende skumring omkring bålet med glaserede æbler, fællessang og guitarspil. Pandelygter, nåndlygter og hattelys blev præsenteret i den bred vifte af muligheder for at se i mørket, og alle nød de sidste rester af varme fra ilden, mens snakken gik livligt mellem både børn og voksne


Søndag morgen var der mønstring klokken 0730 – bordet blev dækket til piratflakes og en ordentlig stak boller, der lige var letristede på grillen over bålet. En dejlig weekend så sin ende efter maden, hvor oprydning, nedpakning og rengøring var en lige så naturlig del af lejren som alle de sjove oplevelser havde været det. Som ledere vil vi gerne sige tusinde tak til alle jer, der mødte frem, og dermed var med til at løfte oplevelsen til en både, sjov, lærerig og ikke mindst super hyggelig en af slagsen.

Lars & Pia