Dag 2: Søndag 28/6
Troppen står tidligt op! Der er morgenmad kl. 6.30 og så er det ad sti afsted! Vi skal nemlig ned til havnen og sejle til Mykines og se på søpapegøjer!
Flot sejltur derud på Atlanten. Vi ankommer til en fantastisk naturhavn inde mellem klipperne, hvor båden kun lige kan vende. Så gik vi op over fjeldet og der var de!
Så fine, smukke fantastiske søpapegøjer! De er ikke bange for os og vi kan iagttage dem fra et par meters afstand.
Det blæste en hel pelikan og regnen stak som nåle i ansigtet. Ingen steder var der læ.
Vi gik ad en smal sti med fantastisk udsigt over fjeldet og havet.
Vi gik over Atlanterhavsbroen, hvor havet bruser og brøler turkisblåt, 35 meter nede under os. Vi ned og op ad trapper tilfældigt hugget ind i klipperne.
Helt ude ved fyret kan vi kigge ned på kolonien af suler, der har yngleplads der på den yderste klippe. Vi går tilbage samme vej. Der er meget stejlt, så for nogle er det en tur der kan mærkes i benene. Tilbage i den lille bygd spiser vi madpakke og får varm kakao på en lille cafe. Tiden nærmer sig afgang tilbage til Vágar. Vi går ned på havnen. Det er blæst op og havnen er som en kæmpe vaskemaskine der centrifugere!
Båden kommer rundt om pynten……og stopper op. Den kan ikke gå ind i havnen!
Vi må vente i 1 1/2 time på kajen. Så giver skipper fuld gas, drøner ind i havnen, vender båden og så bliver vi ellers hevet om bord, det skal gå hurtigt, og så er det fuld gas ud af havnen igen! Det bliver en hård tur tilbage med en del søsyge!
Tilbage på Vágar venter bussen som kører os til Tórshavn.
Nu er det tid til Home Hospitality (HoHo).