FamilieSpejd havde sit første møde efter sommerferien den 25 august ude ved Lyngstauan.
Vi er startet op med et forløb om skovens dyr. Denne dag skulle vi finde ud af hvilke dyr der bor i granskoven, og hvad de spiser. Vi gik ind i granskoven for at finde grankogler. Når man finder en grankogle der er spist, kan man nemlig finde ud af hvilket dyr det er der har spist den. Er det en mus, et egern eller en spætte?
Spejderne var super gode til at finde grankogler og vi fandt ud af, at der bor både mus, egern og spætter i granskoven.
Bitten fandt et musehul for foden af et grantræ. Her satte vi os ned og hørte historien om Lille mus der tager på eventyr ude i den store verden og bliver reddet tre gange af Store mus.
Bagefter var det tid til at træne sine sanser med Kims leg. Spejderne skulle finde frem til forskellige ting ved enten at bruge sin føle, syn eller smags sans.
For Elin og Malika var det sidste gang med FamilieSpejd. Tak for den tid vi har haft sammen med jer og jeres familie til FamilieSpejd.