Uofficielle mærker for Troppen, sæson 2016/2017 – nu med Sovepose

”Uofficielle mærker” der frit kan tages I Troppen i sæson 2016/2017:

  • Shorty,
  • Skirty,
  • Viking,
  • Spejd365,
  • Snorky,
  • Shelty,
  • Hiky,
  • Hangout, og
  • Sovepose365.

Mærkerne skal påbegyndes inden udgangen af oktober. Du skal melde til TL via mail og du skal modtage en bekræftelse, inden du går i gang.

Bemærk: Mærker i Troppen kan ikke tages sammen med forældre.

Andre mærker kan kun tages efter oplæg fra Troppens voksenledere eller sammen med sin patrulje efter særlig aftale med TL.

Læs mere om mærkerne her:

SHORTY-MÆRKET:

For at erhverve dig et SHORTY mærke, skal du gå i korte bukser i et helt år ! TIL ALLE SPEJDER ARRANGEMENTER ! Alle møder og alle ture !

Du må godt have “lange underbukser” på indenunder, blot de kun går til “over knæene”. Ligeledes må du bære regnbukser i samme længde. Desuden må du have lange strømper på, som må gå til “under knæene”. Du må også godt have gamacher på. Om du i stedet bærer kilt, nederdel eller kjole, må du selv om.

SKIRTY-MÆRKET:
skirtyFor at have ret til at bære Skirty – Nederdelemærket skal du gå med nederdel (eller kjole) til alle spejderarrangementer i et år.

Det er tilladt at have strømpebukser, leggins eller cykelshorts inden under.

Det er også tilladt at have regnbukser ud over i nødstilfælde – men naturligvis bedst med en regn-nederdel!

VIKING-MÆRKET:

Reglerne er det samme som til SHORTY Mærket !

DOG skal du have korte bukser på i et helt år ALTID ! Også til konfirmationer, bryllupper o.s.v.

Du kan ikke tage et SHORTY mærke eller Skrity mærke samtidig med VIKING mærket.

SNORKY-MÆRKET:

For at tage SNORKY Mærket skal man sove udenfor i telt i et år. Helt præcist 365 dage ud af 400 !

SNORKY mærket tages ved at sove i telt. Du kan undtagelsesvis på en spejderlejr sove i bivuak eller shelter.

Du kan ikke tage et SNORKY mærke samtidig med SHELTY mærket.

SHELTY-MÆRKET:

For at tage SHELTY mærket skal Du overnatte i en shelter 1 gang hver måned i et helt år (12 månedlige overnatninger på 12 måneder)

Det skal være officielt godkendte sheltere Det kan godt være en shelter på en spejdergrund (aftalt med din spejderleder)

Du må kun sove i den samme shelter 1 gang Shelteren må ikke lukkes af med presenning.

Du kan ikke tage et SHELTY mærke samtidig med SNORKY mærket.

SPEJD365-MÆRKET
spejd365Hvornår skal du bære dit tørklæde? Spejdertørklædet skal altid bæres synligt, 365 ud af 400 dage – også til f.eks. barnedåb, eksamen, på arbejdet eller i skolen.

Tørklædet skal bæres rundt om halsen, og være bundet som et spejdertørklæde. Dette betyder, at man f.eks. ikke kan bruge sit tørklæde som hårbånd eller butterfly – medmindre man samtidigt også har et tørklæde på rundt om halsen.

Hvornår behøver du ikke bære dit tørklæde? Der er et par situationer, hvor du må undlade at bære dit spejdertørklæde:

  • Når du sover.
  • Når du er i bad eller er i vand (i svømmehallen, på stranden).
  • Hvis du er i en situation, hvor det påkræves, at du bærer en type påklædning eller uniform, som ikke tillader, at du har spejdertørklæde på. Fx i diverse sportsgrene, militæret eller som medarbejder i et supermarked.
  • Hvis der er en sikkerhedsrisiko ved at have tørklædet på.
  • Hvis du vælger at bruge 1 af dine i alt 35 bufferdage.

Helt generelt skal du være bevidst om, at du har et spejdertørklæde på og du bør tænke over, hvilke signaler du sender i samme ombæring.

Husk, at du repræsenterer Spejder-bevægelsen når du har dit tørklæde på. Spejd365

HIKY-MÆRKET
hikyHIKY mærket tages ved at man på 12 måneder har 12 overnatninger på hejk, hvor man vandrer min. 10 km ud til en overnatningsplads, overnatter og går min. 10 km hjem igen.

Man må gerne lade sig transportere til et sted, hvorfra der er 10 km til overnatningsstedet. Der må overnattes i alle former for primitive overnatningssteder, stalde, hølofter, bivuakker eller bare under åben himmel.

Ud af de 12 overnatninger, må du max 2 gange sove i en shelter og max 2 gange i telt. Der må ikke overnattes flere gange det samme sted. Du må godt tage på en længere hejk, men ved flere sammenhængende overnatninger skal der være 15 km mellem hvert overnatningssted. Husk at du/I skal selv bære al oppakning. Vi mener at man kan starte som juniorspejder på dette projekt.

HANGOUT-MÆRKET
hangoutHangout kan du tage ved at sove i hængekøje mindst én gang om måneden i et år. Det skal være under åben himmel, presenning eller halvtag (fx shelter eller bålhytte) og det skal være et nyt sted hver gang.

SOVEPOSE365-MÆRKET
sovepose365For at tage dette mærke skal du sove i din sovepose (og/eller lagenpose) hver nat i et helt år. Mærket er let og sjovt at tage, men der er dog nogle få regler som du skal følge:

  • Du skal sove i soveposen 365 dage ud af 400, det vil sige at du har 35 ”bufferdage” i løbet af året, hvor du ikke behøver at sove i din sovepose.
  • Du må gerne lyne din sovepose op i siden, så der ikke bliver for varmt. Så længe du stadig er i soveposen.
  • Du må selv bestemme om du tager mærket i sovepose eller lagenpose.
  • Mærket kan tages både inde og ude.
  • Mærket kan tages i alle former for soveposer.
  • Det tæller ikke for en bufferdag, hvis du låner en vens sovepose.
  • Der må gerne vær lynet flere soveposer sammen (Pas på! Det kan være skadeligt for nogle soveposer at være lynet sammen)


Dette billede er blot med fordi webmaster synes at Shorty er sej.