25 friske Ulveunger og Juniorer mødte ind til Vårweekend i Kanondalen lørdag, den 12 marts 2016. De første par timer blev spejderne holdt godt i gang af Klanen, da alle ledere og forældre var til Grupperåd inde i hytten – så spejderne var altså udendørs i det lidt halvklamme, tågede vejr.
Ved frokosttid startede weekenden så med en ordentlig omgang pitabrød med alt muligt fyld. Godt at få noget mad efter et par friske timer udendørs!
Eftermiddagen gik med aktiviteter: brænding af lerperler på bål, dekoration af samme perler, 1000 posters løb og bagning af chokoladekage i en udhulet appelsin. Dejligt at have en lang eftermiddag med god tid til alle aktiviteterne.
Klokken 18 blev der kaldt til spisning, og det var guf! Ulveflokkens yndlingsmad: Grydestegt kalkunbryst, kartofler, salat og Mor Elses uovertrufne sovs med piskefløde og hele svineriet!
Opvask – udendørs i mørket – fint nok, så virker opvaskevandet ikke helt så klamt som i dagslys!
Det er altså en godt ide at skrabe sin tallerken af, inden man starter opvasken!
Aftenen stod på indendørs konkurrencer – jordbærlakridsspisning – hurtigste ballonpuster – flødebollespisning m.v.
Klokken 22 var alle i poserne, og der var næsten stille efter en lang og god dag.
Søndag morgen stod på morgenmad, sammenpakning og rengøring – og så var det afsted til Svømmehallen, så alle kunne blive rene igen!
11.45 sluttede en dejlig Vårweekend